Konsultation efter aftale: +45 57 80 10 32  | ​Åbningstid hverdage: 8-16 | Telefontid smådyr: 13-14 | Vagt telefon:+45 57 80 10 32​

Opdatering omkring hestepas og medicin

Fødevarestyrelsen har skærpet deres fokus på hestebranchen i forhold til medicinering af heste og medicinforbrug og har varslet om flere kontrolbesøg hos såvel hestebesætninger som hos hestedyrlæger i 2012. Det anbefales derfor at hesteejere sætter sig grundigt ind i lovgivningen omkring heste og medicin. Den gældende lovgivning er afhængig af, hvilken "kategori" hesten tilhører.

Som udgangspunkt opdeles heste i:

  1. Heste, som ikke er taget ud af fødekæden, og dermed er at betragte som slagtedyr.
  2. Heste, som er taget ud af fødekæden og dermed ikke må slagtes. Disse betragtes som hobbydyr.

Ved fødslen er hesten at betragte som et slagtedyr, men hesten kan aktivt tages ud af fødekæden via udmeldelse i hestepasset. Udmeldelse fra fødekæden kan enten ske når hestepasset oprettes, men kan også foretages senere i hestens liv.

Hvorvidt hesten er taget ud af fødekæden fremgår af afsnit IX, del II på side 42 i hestepasset, hvilket er den første side i medicinsiderne.
En hesteejer kan selv udmelde hesten fra konsum ved at skrive dato, navn og adresse samt underskrift på side 42 i hestepasset. Dyrlægen kan ligeledes udmelde hesten fra konsum.

Alle heste, det vil sige såvel – slagteheste som hobby-heste - skal via lovkrav med tidsfrist d. 1. januar 2012 have et gyldigt hestepas indeholdende medicinsider samt være entydigt identificeret (chip - eller brænde/frysemærke).
Hestepasset skal til enhver tid være hos hesten. Hestepasset skal derfor altid være tilgængeligt i stalden i forbindelse med dyrlægebesøg og skal medbringes ved enhver transport af hesten. Forekommer der kontrol af det Veterinære Medicin Rejsehold skal hestepasset ligeledes være ved hesten og skal som minimum kunne fremskaffes indenfor 3 timer.

Har du spørgsmål skal du være velkommen til at kontakte dyreklinikken.​

Regler for heste, som ikke er taget ud af fødekæden (slagteheste)

​For heste, som ikke er taget ud af fødekæden (slagteheste), skal det sikres, at der ikke findes medicinrester i slagtekødet. Det betyder at lovgivningen omkring såvel medicinering som fodring er temmelig restriktiv for denne gruppe dyr.

Logbog
For slagteheste gælder bl.a., at der skal føres logbøger over staldens heste. Denne logbog skal foruden enhver form for medicinering også indeholde oplysninger om tilgange/afgange af heste fra stalden. Logbogen, der kan bestå af en notesbog, skal opbevares i 5 år. Logbogen skal i forbindelse med medicinering indeholde følgende oplysninger:

  • Dato
  • Hestens navn (entydig identifikation)
  • Diagnose
  • Medicinnavn
  • Medicindosis og form for indgivelse
  • Behandlerens navn

Ved dyrlægens udlevering af medicin til slagteheste vil der blive udleveret en tilbageholdelsesseddel, som ejeren ligeledes skal opbevare i 5 år.​

Hesteejeren/den besætningsansvarlige må kun efterbehandle en slagtehest (gælder også indgivelse af ormekur), såfremt vedkommende er uddannet landmand, har gennemgået et medicinhåndteringskursus eller inden den 1. januar 2007 har haft 6 måneders sammenhængende arbejde med produktionsdyr. Det er hesteejerens/den besætningsansvarliges ansvar, at vedkommende opfylder de her nævnte krav for at måtte medicinere slagteheste. Enhver behandling skal opstartes af dyrlægen.

Opbevaring af medicin og medicinrester

For slagtehestes vedkommende er opbevaring af medicinrester til eventuelt senere brug ulovligt. Efter endt behandlingsperiode skal alle medicinrester derfor kasseres, afleveres til dyrlægen eller indleveres på et apotek.
Medicinen skal opbevares under rene og tørre forhold uden adgang for uvedkommende, og etiketten på medicinpakningen skal bevares intakt. Er der tale om et offentligt sted, f.eks. en rideskole, skal medicinen opbevares aflåst.

Plantedirektoratet/Fodergygiejne

Slagtehestes foder skal i henhold til Foderhygiejneforordningen indberettes/registreres hos Plantedirektoratet. Dette krav skal hindre, at slagteheste fodres med stoffer, der ikke må indgå i fødekæden til mennesker.

Regler for heste, som er taget ud af fødekæden (hobby-heste)​

For heste, som er taget ud af fødekæden (hobby-heste) simplificeres medicinreglerne betragteligt.


For hobby-heste gælder således følgende lempelser:

  • Ejeren må selv medicinere hesten med medicin udleveret af dyrlægen uden at have bestået et medicinhåndteringskursus, uden at være landmand og uden at have arbejdet med produktionsdyr.

  • Dyrlægen skal ikke udfylde anvisningssedler (=tilbageholdelsessedler), som dermed heller ikke skal opbevares af hesteejeren.

  • Ejeren skal ikke føre logbog over medicinering og ud- og tilgang af heste i stalden.

  • Hesteejeren skal ikke indberette foderplaner jf. EU-foderdirektivet (Foderhygiejneforordningen).

  • For hobby-heste skal dyrlægen ikke skrive medicineringer ind i hestepassets medicinsider.

For hobbyheste gælder at gammel medicin og medicinrester må opbevares frem til produktets udløbsdato, men medicinen må ikke anvendes efter behandlingsperiodens udløb.
Medicinen skal opbevares under rene og tørre forhold uden adgang for uvedkommende og etiketten på medicinpakningen skal bevares intakt.

Bøder og fradrag i EU-hektarstøtte

​Driver man erhvervsmæssigt landbrug, og modtager man hektarstøtte fra EU, er det særdeles vigtigt at ovenstående regler overholdes, idet man kan miste/få fradrag i støtten, hvis man har uregistrerede heste eller ulovlig medicin på matriklen. 

Det er derfor vores anbefaling, at alle der modtager hektarstøtte får taget deres heste ud af fødekæden samt sørger for, at alle medicinrester kasseres efter ordinationsperioden.
For hesteejere, der ikke modtager hektarstøtte vil en overtrædelse af reglerne medføre bødestraf.

St. Merløse Dyreklinik ApS | Drejervej 18, 4370 st. Merløse| Telefon: 57 80 10 32 | CVR: 27250211 | E-mail: info@merloesedyreklinik.dk